Didgeridoo








Hvad er en Didgeridoo ?

I gamle dage ville man have spurgt om det var en by i Rusland eller en fluesmækker på fransk.

Det er ingen af delene, men et urgammelt australsk musikinstrument og måske også et af de ældste i verden.

Det mest spændende er at det er et af naturens luner som har frembragt didgeridooen, nemlig termitterne, som har for vane at udhule unge træer. Termitterne angriber den inderste del af stammen og gnaver sig opad hele vejen i træet. Selvom et træ  er angrebet af termitter er det ikke ensbetydende med at det er velegnet til en didgeridoo. Stammen skal helst være fra 7 til 10 cm i diameteren og tykkelsen af “væggene” omkring 1 cm.


Når man er på jagt efter brugbare træstammer slår man på stammerne med en kraftig stok og på lyden kan man høre om stammen  er hul. Det er dog langtfra at alle hule stammer kan bruges, og mange af dem havner i stedet for på lejrbålet.

Didgeridooen betragtes ikke længere som et billigt turist souvenir, som alle australiensfarere skulle have med hjem, nej den er i dag vurderet efter to ting: Lyden og udsmykningen.

Skal man i dag have en didgeridoo med en perfekt lyd og dekoreret af en dygtig kunstner kommer man let til at betale 1000 Aus $ og opad.

Nu er det ikke en naturlov at træ til en didgeridoo skal have groet i Australien. Det har vist sig at oversøisk hårdttræ fra Sydamerika eller Afrika er fuldt ud på højde med det australske.

Problemet er bare at træet skal udhules, og da vi heldigvis ikke har termitter på vore breddegrader er vi selv nød til at gnave hullet.


Sådan laver du en didgeridoo

Materialer:

1 stk 5x5 cm hårdttræ i 140 cms længde

Lidt lim

Lidt maling

Og lidt knofedt!


For at være sikker på at få en god klang i didgeridooen skal der bruges oversøisk hårttræ og dimensionerne må ikke være mindre end de 5x5 cm - gerne op til 6x6 cm.

Længden på den færdige didgeridoo skal være omkring 130 til 135, der er taget højde for renskæring efter sammenlimningen.

Start med at flække firkanten på en rundsav.

Disse to halvdele  skal nu udhules således at der fremkommer et rundt gennemgående hul på ca. 3 cm i dia


meter når de to halvdele holdes sammen.

Den letteste og bedste måde er at bruge en overfræser som vist på billedet.

Til jer som er dus med fræseren behøver jeg ikke at komme med anbefalinger, men til de mindre øvede vil jeg anbefale at de kun tage et lille spor ad gangen, og du skal regne med at fræse en 8 til 10 gange inden du får en god halvcirkel. Til de sidste fræsninger skal der helst bruges et rundt fræserbor. Brug høreværn og papirmaske, da oversøiske træsorter som regel er mere eller mindre giftige.



Har du ikke en overfræser men en rundsav, kan du løse problemet ved at skære en række savsnit og siden hule rundingen ud med et huljern. Vælger du denne løsning bliver du nød til at sænke spaltekniven på rundsaven således at øverste del af kniven er 1 til 2 m/m under øverste savtand.

Det er farligt at bruge rundsaven uden spaltekniv!


Jeg vil dog ikke anbefale save løsningen, da det er et sendrægtigt arbejde at fjerne alle disse skillevægge og få en ensartet glat bund.  Ender du op med en hakket og flosser hulning, går det ud over klangen i didgeridooen.

Tykkelsen af væggen på den sidste didgeridoo jeg har lavet er helt nede på 6 til 8 m/m og den giver en fantatisk klang.

Når hulningen er overstået skal kanterne have et skarpt høvlstrøg inden sammenlimningen.

Ved sammenspændingen skal skruetvingerne anbringes helt ude ved kanterne, for at undgå at flække træet. Når limningen er tør høvles didgeridooen til, den må gerne fremstå lidt primitivt, rundingerne behøver ikke at perfekte men de skarpe kanter skal være afrundet.

Når den er færdigpudset skal den have en gang vand for at træet kan “rejse” sig og så siden finpudses når den er blevet tør.

Nu er der et “hav” af muligheder for de kreative. Didgeridooen kan lakeres så man ser træets farve og struktur, men den kan også males og dekoreres med traditionelle aborigene mønstre.

Til sidst skal der påføres bivoks til mundstykket. Smelt noget bivoks i en blikdåse som sættes ned i varmt vand. Når bivoksen er smeltet dyppes didgeridooen ca 10 m/m ned i voksen, det gentages indtil voksen danner et brugbart mundstykke.

















































God fornøjelse

    Gunnar


Tilbage til træværksted



Tilbage til forside

                 




Tilbage til register




Didgeridoo  på Utube:


https://www.youtube.com/watch?v=JEgXAu30yuYhttps://www.youtube.com/watch?v=JEgXAu30yuY

YouTube:  Circular breathing:  http://www.youtube.com/watch?v=UmS7RlcIAqU

https://www.youtube.com/watch?v=UrLu-Ou5o2M

https://www.youtube.com/watch?v=0XlEkeot7HMhttps://www.youtube.com/watch?v=0XlEkeot7HM

https://www.youtube.com/watch?v=ykYI8E9Pgq0

https://www.youtube.com/watch?v=_renfJmANio