Med hundeslæde til Siorapaluk


Det startede i efteråret 1984 da jeg talte i telefon med en erhvervskonsulent fra Qaanaaq på Grønland, samtalen drejede sig om slibning af grønlandske sten. Under samtalen spurgte han mig om jeg kendte nogle gode instruktører, hvilket jeg kunne bekræfte, hvortil han svarede: “Ja, men det skal være en god en” og svaret var:” Ja, men så er der kun een og det er mig”.

Svaret var nærmest kun for sjov, men det resulterede i at jeg


Torsdag d. 7 marts om formiddagen satte kursen mod Thule på Grønland.

Formålet med rejsen var at jeg skulle op til Siorapaluk  og undervise en uges tid i stenslibning.

Vi fløj over det sydlige Norge og fra en skyfri himmel kunne vi se de pragtfulde norske fjelde. Kl. 12,30 grønlandsk tid landede vi i Thule, termometeret viste minus 32°, så da jeg endeligt fik fat på min bagage, for jeg rundt

rystende af kulde indtil jeg fandt et toilet hvor jeg kunne iføre mig mine lang gule uldne underhylere.

Senere på dagen gik turen videre til Qaanaaq med helik
opter, vi var 5 passagerer, 2 grønlændere , en nordmand som skulle studere sælfangst og en svensker Staffan Svedberg, som skulle nord for

Siorapaluk for at filme isbjørne, og undertegnede. Qaanaaq ligger ca. 100 km nord for Thule på en sydvendt skråning ud til kysten på den nordlige side af Inglefield Sound.


Bygden var et ganske lille primitivt samfund, som pludselig voksede til “bystatus” da grønlænderne fra Thule området i 1953 blev tvangsforflyttet hertil.

Fra at være en lille boplads voksede
Qaanaaq i de næste 15 til 20 år til at blive en moderne grønlandsk by med hospital,skole,elværk, fjernvarme, vandforsyning

og en KGH forretning. Samtidig blev Qaanaaq “hovedstaden” i Nordvest

Grønland.

På dette tidspunkt var der ikke nogen hotel (det er der i dag) så jeg blev indkvarteret hos en dansk

malermester som boede alene.

I 1985 var der omkring 300 til 400 indbyggere og 400 - 500 slædehunde.






Fredag

Det var lidt af en oplevelse, da jeg vågnede den første morgen. Maleren var allerede taget på arbejde, jeg var hundesulten, men der var ikke noget mad i huset. Heldigvis havde jeg et par halvtørre boller fra Thulebasen.

Dengang var der ikke nogen restauranter eller spisesteder i byen, kun KGH forretningen, hvor man kunne købe alt fra rifler, havregryn, søm og skruer, gummistøvler, tøj, rensdyrkød, rugbrød og leverpostej.m.m.


I løbet af formiddagen var jeg på kommunekontoret hvor jeg fik ordnet papirer og udleveret spiritusmærker til en hel måned, trods det at jeg kun skulle være der en god uges tid.

Den sidste del at turen til Siorapaluk skulle foregå med hundeslæde og i den forbindelse havde kommunen lovet at skaffe mig polarudstyr.

Jeg fik nu udleveret en fåreskindsanorak med ulden indad, den var rigtig god.

        
    

Det kunne jeg ikke sige om bukserne, det var nogle gamle vatterede amerikanske overtræksbukser.

Men det værste var, at de ikke havde nogen polarstøvler.

Om eftermiddagen gik jeg en lang tur op ad skråningen mod fjeldene. Der lå kun et ganske tyndt lag sne og hist og her kunne man se resterne fra sidste sommers græs og blomster.

Den årlige nedbør er i Nordgrønland mange steder under de 100 m/m). Selv om det var bidende koldt var det en spændende oplevelse, luften var utrolig ren og klar, ingen larm fra biler, men ind imellem blev stilheden brudt fra byen når en enkelt hund begyndte at hyle og så varede det ikke længe før alle 400 hunde deltog i koncerten.                

Om aftenen var jeg på skolen og hjalp til med undervisningen i stenslibning. Skolen havde haft stenslibning på programmet i flere år.










Lørdag

Jeg stod op ved nitiden, Åge, malermesteren, og en grønlænder havde allerede startet dagen med gammel dansk og rundstykker, det var hyggeligt og jeg fik da også formaninger om at hvis jeg ikke kunne nå at bruge mine spirituskort, så ville Åge gerne aftage dem!

De fleste vil nok undre sig, første gang de kommer til Qaanaaq, over de lange firkantede trækasser som ses overalt i hele byen. Det er fjernvarmrørene. Det skyldes at der her er permafrost. Dybden af permafrosten varierer meget, i indlandet kan frosten nå ned fra 100 - 150 meter. Men da Qaanaaq liggerud til en fjord, som er isfri hver sommer, når frosten ikke nær så langt ned, men nok til at man lægger fjernvarmen over jorden.


Om eftermiddagen var jeg atter på skolen og undervise. Selvom det somme tider

kneb med det sproglige fik de hurtigt forståelse for slibningen, og efterhånden

som de fik  en sten færdig og fik den indfattet kunne man se de små julelys

tændes i deres øjne.  Staffan og jeg var så heldige at blive inviteret  på aftensmad.


Søndag.

Efter planen skulle vi starte turen til Siorapaluk ved middagstid med 2 hundeslæder med slædekuskene Paulus Simigaq og Joseph.

Min tolk Imina og Staffan kørte med Paulus og jeg kørte med Joseph. På vor slæde havde vi også en 45 kg tung diamantsav, som jeg havde haft med fra Danmark, så begge slæder var tungt lastet.

Selv om meldingen var at vi skulle starte ved 12 tiden var det først ved 16 tiden at grønlænderne begyndte at klargøre slæderne.

Og her må jeg sige at de var meget omhyggelige med at pakke slæderne.

På Joseph’s slæde havde vi 2 lange fyrretræsplanker, som skulle bruges til mederne på en ny slæde, samt diamantsaven, en kasse med 5 store fladfisk, en død sølvræv, en kasse med primus, petroleum og andet grej, tilsidst min kuffert. Den brugte Joseph som siddeplads. Efter at alt var surret omhyggeligt fast blev riflen anbragt øverst på slæden indenfor rækkevidde.


Vi var klar til afgang ved 17 tiden, jeg havde forlængst iført mig mit polarudstyr, det var en lidt underlig fornemmelse, alene anorakken vejede omkring 5-6 kg, bukserne var for korte og havde en mærkelig pasform, men problemet var de manglende kamikker.

Kommunen havde lovet at jeg skulle få det nødvendige udstyr, men i stedet for kamikker gav de mig en polarsovepose som jeg kunne stikke fødderne ned i mens jeg sad på slæden.  Men jeg kunne ikke se mig selv ankomme til Siorapaluk i en pose.


Jeg havde efter danske forhold et par gode støvler med lammeskinds foer, men da  jeg var klar over at jeg kunne risikere forfrysninger  havde jeg trukket et par skisokker udenpå støvlerne.

Det vakte opmærksomhed og der var flere danskere som advarede mig om forfrysninger. En af grønlænderne sagde at jeg skulle bevæge tæerne hele tiden og løbe så meget som muligt.

Efterhånden var vi klar til afgang, hundene blev spændt for og

det var helt tydeligt at de glædede sig til turen og for at de ikke skulle stikke af gik Joseph foran slæden svingende med pisken for at holde dem tilbage indtil vi kom ned på havisen.

Da vi så kom ned på isen sprang Joseph til side så hundene kunne komme fremad og det gjorde de med et ryk.

Det er her at kusken skal være hurtig og springe op på slæden ellers stikker hundene af og fortsætter ud over isen, men det sker næsten aldrig for kusken ville blive totalt til grin i hele bygden.





Vi havde 10 hunde for slæden og der var heller ikke plads til flere. Slædekørerne får betaling af kommunen efter hvor mange hunde de har for slæden.

Havisen var rimelig jævn og dækket af et tyndt lag sne, så hundene havde  et godt fodfæste, og slæderne skød en god fart.

Når hundene er friske og udhvilede står halerne lige i vejret, det er et flot syn.

Men al den pludselige motion i starten bevirker også at der kommer gang i mavesystemet og i de første 20 minutter prutter de hele tiden.

Efter grønlandske forhold var det et dejligt vejr, solskin, ingen blæst og - 25° Landskabet (eller var det isskabet) var fantastisk, overalt var der isbjerge fra husstørrelser og ned  til helt små isklumper.

De fleste af disse iskolosser stammer fra gletscherne, der faldt som sne for måske 1000 år siden. Isbjergene varierer i farver fra blålig til gråsort is.


Det er en hel speciel oplevelse at køre med hundeslæde. I vore moderne køretøjer har vi jo alt lige fra rat til at styre med og  GPS til at finde vej.

Grønlænderen har kun en pisk som kan nå 5 - 6 meter til de forreste hunde og så har han nogle få  kommandoer, men en vigtig faktor er nok at hundene og kusken kender hinanden. En anden ting som imponerede mig var deres evne til at finde vej selv i kraftig snefygning.




På et tidspunkt prøvede jeg at køre hundeslæden. Ok jeg fik dem startet, men det var i slow motion, så prøvede jeg at råbe ad dem, men nej: “Vi forstår ikke dansk”.

Ind imellem sprang vi af slæden og løb ved siden af den for at holde varmen og for mit vedkommende gjaldt det især om at holde tæerne frostfrie.

Efter at have kørt i ca. 4 timer kom vi til en fangsthytte og gjorde holdt. Hundene blev tøjret, så de ikke kunne stikke af. Vi andre gik indendørs og det første grønlænderne gjorde var at starte 2 primusser for  fuld blus, og i løbet af ganske kort tid var temperaturen helt “oppe” på minus10°, det føltes i alt fald lunt i forhold til udendørs.

Da vi fortsatte ved 20.30 tiden var solen ved at gå ned og kulden tog til, jeg

kunne mærke at der satte sig isklumper i øjenbrynene og selv om jeg var træt løb jeg så meget jeg kunne, men indimellem var det nødvendigt at hvile mig lidt på slæden.

Joseph spurgte mig flere gange på sit gebrokne dansk om vi skulle holde hvil, men det afslog jeg.

Efter 6½ times kørsel ankom vi til Siorapaluk, det var nu helt mørkt og Joseph viste os vej til hytten vi skulle bo i. Det var en ganske lille træhytte med en lille forgang

og et opholdsrum, som var 2 køjesenge i
længden, bredden har været omkring

3 meter. Der var en petroleumsovn et gaskomfur et lille bord og 2- 3 stole.

Hytten havde stået tom i lang tid og var isnende kold. Med besvær fik vi tændt for

ovnen, men det var først da jeg kom i min polarsovepose “Ajungnilak” at jeg fik

varmen.


Mandag

morgen stod jeg op ved 9 tiden, hytten var lidt varmere nu, men der var stadig is på dørtrinet ud til forgangen.

Staffan havde allerede været nede i KGH og købt rundstykker og Imina lavede kaffe, humøret var højt, fik besøg af Paulus og en anden grønlænderdreng. Paulus var på det tidspunkt kun 18 år gammel, og allerede en dygtig fanger. Efter sigende skød han sin første isbjørn som 12 årig. I dag er Paulus anderkendt som en af de største  fangere i Nordgrønland.

Siorapaluk er verdens nordligste bysamfund, når vi ser bort fra Sirius Patruljens militære forlægning i Østgrønland. Bygden ligger på en sydvendt skråning på den nordlige side af Robertson Fjord. Bygden bestod i firserne af ca 65 - 70 indbyggere og ca 400 slædehunde.

Der fandtes ingen moderne bekvemmeligheder bortset fra gaskomfurer samt gasflasker og en mulighed for telefonforbindelse til Qaanaaq. Belysning var med Petromax lamper, som giver et udmærket lys. Der var nogle få batteri radioer i bygden, men det var ret begrænset hvor mange stationer man kunne modtage.

Ingen biler eller knallerter al transport foregik med hundeslæde. (I dag har bygden et elværk, fjernsyn, telefoner og alle de moderne ting vi er belemret med)!


Vand fik man ved at gå ud på havisen og hugge nogle isklumper fra en isblok.

Den første dag hentede Imina is, næste dag var det så min tur. Nu er det således at der er mange isskrueninger fra havisen og de giver saltvand. Det fortalte Imina intet om, tværtimod ville han godte sig, hvis jeg kom hjem med saltis. Men jeg narrede ham, jeg fulgte hans fodspor til den rigtige is.



Om formiddagen var Imina og jeg ude og besøge nogle af hans bekendte, hytterne var meget primitive og skrabede efter danske forhold.

De bestod ofte af en forgang, hvor der var 2 døre, en til et gammeldags das og en til køkkenet. Forgangen blev også brugt til opbevaring af deres pelsanorakker og isbjørnebukser, da hårene på pelsen ikke tåler for megen varme. Desuden var forgangen  velegnet som dybfryser da temperaturen lå omkring 15º til 18º kulde.

Fra forgangen kom vi ind i et rum som blev brugt til køkken, arbejds og opholdsstue og i den anden ende af hytten var der en åbning ind til soveværelset, som bestod af en briks der gik på tværs fra væg til væg. Briksen var dækket med madrasser så der var plads til hele familien.

Senere på ugen genså jeg de 2 planker, som vi havde med til Siorapaluk, de var kommet ind i køkkenet hvor manden var igang med at bygge en slæde.


Om eftermiddagen gik vi hen til forsamlingshuset hvor stenslibningen skulle foregå. Grønlænderne havde fremskaffet en Honda generator til at lave strøm for diamantsaven. Den havde stået på et lager så den var let at starte. Vi fik strømkabel ind til diamantsaven i huset, og trykkede på savens startknap, men der skete ikke noget og dog, jeg fornemmede at klingen bevægede sig 1 m/m og så blev jeg klar over at saven var dybfrossen. Så fik vi fat på en katalysator ovn som blev anbragt under saven, og næste dag kørte den igen.



Tirsdag

Imina havde sendt besked rundt med kamikposten at undervisningen ville starte lige efter middag. Der dukkede en 6 - 8 stykker op, flest kvinder, det var ret tydeligt at mændene var i tvivl om dette var noget for rigtige mænd eller om det var kvindearbejde.

Vores maskinpark bestod af 1 diamantsav, 1 lille slibemaskine og en pedaldreven slibemaskine.  Jeg underviste og Imina oversatte til grønlandsk.

Det var helt tydeligt at grønlænderne er vant til at bruge hænderne, de skulle bare have vist en gang hvordan tingene skulle gøres og så kunne de.

Det var rigtig hyggeligt, der blev slebet, poleret, kigget på sten og snakket, stemningen var god og i løbet af eftermiddagen var der omkring 20 grønlændere i hytten eller ⅓ af bygdens indbyggere.

Imina havde købt en stor klump sælkød så menuen stod på grønlandsk mad om aftenen. Det blev sent og det var halvmørkt inden sælkødet var færdigt. Det smagte såmænd udmærket, indtil jeg opdagede at bunden af tallerkenen var fyldt med blod.


Samme aften var vi oppe på skolen og så en film som Staffan havde optaget mens han var i Siorapaluk et par år tidligere,

Det var første gang grønlænderne så denne film, så den gjorde stor lykke.


Onsdag

Vi startede slibningen ved 11 tiden og kørte på uafbrudt til kl.18. Der er stadig stor interesse for slibningen og flere af dem er efterhånden rigtige gode, men de 2 slibemaskiner vi har til rådighed er under
al kritik. Den pedaldrevne er alt for tung at træde, og den lille maskine jeg havde med kan ikke klare belastningen, men heldigvis er de ikke bedre vant.


Forsamlingshuset er en gave fra Danmark. Det var en Henning Jensen, som stod for indsamlingen af dette hus til grønlænderne i Siorapaluk.

Det var en storslået gave men grønlænderne har ikke råd til at varme det op, så det er begrænset hvor meget det bliver brugt om vinteren.

Efter at vi havde spist onsdag aften sad vi og snakkede om at vi burde indkalde til møde og fortælle lidt mere om sten og stenslibning, og jeg foreslog at vi skulle holde et møde den næste aften. Hvortil Imina svarede: “Hvorfor ikke i aften”, - “Jamen det kan vi da ikke nå” svarede jeg.

Klokken var på det tidspunkt lidt over 18 og i løbet af 10 minutter havde Imina fået sendt et par kvikke budbringere rundt i bygden med indkaldelse til møde på skolen kl.19 - Der var fuldt hus!


Torsdag

Der var igen slibning om eftermiddagen. Grønlænderne er efterhånden blevet dus med maskinerne og slibeteknikken, og da Imina på kommunens vegne skulle ud og ordne noget papirarbejde, måtte jeg klare mig uden tolk, og det gik udmærket med fagter og bevægelser. Om aftenen var vi ude og besøge Apilanquaq Simigaq og hans kone


De boede ligesom alle de andre i en slags typehus tilpasset grønlandske forhold.

Vi blev budt på hvalroslever og Apilanquaq hentede en stor kødklump ude fra forgangen. Det blev lagt på et stykke plastik midt på gulvet og så begyndte Apilanquaq at hugge kødstykker af med en lang kniv på størrelse med en machete. Kødklumper på størrelse med tændstikæsker fløj rundt omkring og så var der serveret.

Det smagte ganske udmærket, men så forklarede Imina mig at kødet skulle nydes sammen med sælspæk. Han skar nogle tynde strimler af noget blævrende sælspæk og spiste det med stort velbehag.

Af høflighed tog jeg en af de blævrende strimler, det var ligesom at holde på en regnorm, men ned skulle den og det kom den også selvom jeg måtte synke “strimlen” 4 gange.

Vi aftalte med Apilanquaq at han skulle køre for os om søndsagen tilbage til Qaanaaq. Vi kunne vælge om vi ville køre med snescooter eller med hundeslæde. Vi valgte snescooteren.


Fredag

Der sker gode fremskridt med slibningen, men den boremaskine som trækker den lille maskine er ved at være slidt i kuglelejerne, så det larmer lidt for meget, men vi er nødt til at fortsætte.

Saven kører upåklageligt og grønlænderne har lært at betjene den, og jeg har forklaret dem grundigt, at hvis der ikke er kølevæske på saven, så er klingen kaput. Grønlænderne har en lidt anden sans for humor, de kan more sig kosteligt over ting, som vi andre trækker på smilebåndet af.

En af de dygtige slibere Ussarqaq kom hver dag med eftermiddags kaffe og kage og - så forærede han mig en harpun den var fra hans bror og ham og og alle de andre. Sådan en gave sætter man pris på.

Om formiddagen var der en grønlænder som gjorde mig opmærksom på at vi ville få stormvejr, men jeg kunne ikke se noget usædvanligt ved vejret.

Det viste sig at han fik ret, ved 17 tiden begyndte det at blæse kraftigt og det fortsatte det næste døgn.

Det var en pitoraq en kraftig storm som opstår inde på indlandsisen og i dette tilfælde kommer rasende ud gennem Robertson Fjorden.

Imina havde inviteret nogle gæster og snakken gik lystigt mens stormen tog til og somme tider var det så hele hytten rystede, men ifølge Imina var der ingen grund til at være urolig for hytten var fastspændt med 4 stålwirer.


Lørdag

Det stormer stadig. Det blev sent inden de sidstegæster gik hjem og da opdagede vi for alvor hvor kraftig blæsten var, så det var ikke megen søvn vi fik den nat.

Efter planen var lørdag den sidste dag med stenslibning og derfor gik jeg hen til

forsamlingshuset for at tænde op i kakkelovnen ved 10 tiden. Det var bare umuligt, røgen blev kastet tilbage i værkstedet og efterhånden blev den så tyk at jeg måtte flygte ud i blæsten. Stormen varede ved og da den var på det højeste

kunne vi næsten ikke gå. På vejen kom jeg forbi et kobbel hunde som var

mere eller mindre sneet til. Det er utroligt at de kan klare frostgrader over - 30º og så må man ikke glemme at den voldsomme blæst forstærker kulden til hvad der måske svarer til omkring de - 40º eller mere.




Søndag

Vi fik besøg af Mamarut og hans kone, de kom for at sige farvel og  forærede mig nogle siorapaluk agater som en afskedsgave.
Efter aftale skulle vi starte med snescooteren ved 13 tiden. men det viste sig at den var totalt bundfrossen og umulig at starte. Grønlænderne prøvede på skift at starte maskinen i næsten 1 time. Endelig gav de op.

Jeg havde forlængst givet mit tilsagn om at køre med hundeslæde. Vi kom så afsted ved 15 tiden med 2 slæder. Paulus og Aipilanquaq som kuske og Imina og mig som passagerer.


For at komme til Qaanaaq skulle vi først krydse Robertson Fjord derefter køre ca. 15 km langs med kysten og så krydse MacCormick fjorden, hvorefter vi fulgte kystlinien til Qaanaaq en tur på ca 65 km.

Vi havde ikke kørt ret langt førend stormen kom tilbage, Sigtbarheden var kun 30 til 40 meter og mange steder var sneen blæst væk så der var blank is, hundene kunne ikke stå fast og slæden blev blæst sidevejs.

På turen op til Siorapaluk kom jeg ud for at mit spejlrefleks kamera frøs, men heldigvis havde jeg et lommekamera på mig.

Det ville jeg ikke risikere denne gang, derfor havde jeg en rem op omkring halsen, så jeg kunne hejse kameraet op under anorakken og ned igen når der skulle tages billeder.

Historien om mine støvler med skisokkerne udenpå må have cirkuleret i Siorapaluk, for dagen før vi skulle afsted kom bygdens lærer, en grønlænderkvinde, med et par støvler af isbjørneskind og dem måtte jeg gerne låne.

De var fantastisk varme, ingen problemer med fødderne, - men næsen fik en snert af frost.

Da stormen var på sit højeste kunne jeg mærke kulden  igennem fåreskindspelsen, en tyk strikketrøje, en tyndere do, en skjorte og en ulden undertrøje med lange ærmer. Eller stort set det meste af min garderobe. Øjenbrynene var sat til med isklumper. Jeg havde et uldent halstørklæde om hovedet så kun øjnene var fri, men den varme ånde frøs til is, så jeg måtte af og til dreje lidt på halstørklædet. men tilsidst var det iset hele vejen rundt. Og det var derfor at jeg fik min røde tud.

Da vi havde passeret Robertson fjorden og kom et par km forbi tangen mellem de 2 fjorde skiftede vejret totalt, nu var det vindstille og solskin. Vi holdt hvil ved den samme hytte som på opturen, fik noget varm the, og så videre mod Qaanaaq, som vi nåede langt ud på aftenen.

Det var dejligt at komme tilbage til civilisationen, få et varmt bad og få tran- og petroleumslugten skyllet af.

Et par dage efter tog jeg med helikopteren til Thule og videre med SAS hjem.

Et spændende eventyr var slut.




Tilbage til Forside

Tilbage til register

Tilbage til Rejser