Odins Øje


Som I sikkert alle ved så havde Odin kun et øje, - men hvordan gik det til, at han mistede et  øje??

Se, det var således at Odin havde fået nys om, at ovre i Jætternes land fandtes der en visdommens brønd, og drak man af dette vand blev man meget meget vis.

Det lød spændende for Odin. Som øverste gud var det rart at kunne sætte de andre guder på plads. Godt nok havde han sine to ravne, Hugin og Munin, som fløj ud i verden hver morgen og kom tilbage om aftenen og fortalte Odin, hvad der var sket. (Så, nu ved vi hvem der indførte overvågningssamfundet). Men han havde sikkert også hørt, at det var vigtigt med viden og uddannelse for at kunne klare sig i samfundet.

Derfor sadlede Odin sin hest Sleipner (en otte cylinders model af en eller anden art), tog sit spyd Gungner og red så sammen med sine to ulve Gjere og Freke over til Jætternes land for at finde visdommens brønd. Han sendte selvfølgelig sine to ravne ud for at spionere, og i løbet af kort tid vidste Odin, hvor han skulle finde brønden.


Det viste sig nu, at visdommens brønd var bevogtet af en kæmpestor jætte ved navn Mimer. Odin indså at for at komme til at drikke af visdommens vand, måtte han først kæmpe med dette monster af en jætte.

Men da Odin på mange områder havde et moderne livssyn gik han i dialog med jætten, (for han var uhyggelig stor). De kom til et kompromis, som gik ud på at Odin måtte drikke af vandet, men skulle så aflevere det ene øje til Mimer som pant. Hvordan og hvorledes og hvad der skete, er gået tabt i historien, men de tabte Odin’s øje ned i den dybe brønd.

Men historien ender ikke her, for ved oprensningen af en gammel brønd i nærheden af Lidskalv fandt man for nogen tid siden en mystisk glasagtig kugle. Efter en grundig undersøgelse og konservering blev man klar over at dette måtte være Odins tabte øje. Takket være gode forbindelser er det så lykkes for mig at fotografere og opmåle øjet. Og har nu slebet en  kopi i bjergkrystal på ca. 200 carat.


Ideen til Odins Øje kom under hjemturen fra et vellykket stævne i Vejen. På vejen hjem sad vi og talte om at der manglede et eller andet til at sætte lidt ekstra kolorit på Odinstævnet.

Og pludselig kunne jeg se det hele for mig: Odin han havde jo kun et øje, hvor var det andet blevet af??

Så gik jeg i gang, med at slibe et øje i bjergskystal.

Odins Øje blev i 2004 givet som en ekstra præmie til den bedste bueskytte i træklassen 

Senere indførte vi den regel at de 10 bedste skytter skulle kæmpe om Øjet.

Det foregik på den måde at skytterne skød en runde med hver hver 3 pile, og for at gå videre til næste runde skulle de opnå et vist antal points. For hver runde blev  points kravet sat i vejret.

Det har vist sig gang på gang at når holdet “skrumper” ind til en 4 til 5 stykker så begynder nerverne at spille ind og det er ikke altid den bedstebueskytte som vinder, men den skytte, som har styr på koncentrationen.

PS: Jeg har slebet Odinsøjer, så der er nok frem til 2017

Gunnar Hønborg.



Tilbage til forside 


Tilbage til Ædelstene


Tilbage til register 

Tilbage til bueskydning