Min tid som snedkerlærling.


Lad os skrue tiden tilbage til vinteren 1946, hvor jeg arbejdede som arbejdsdreng på Østergårds Møbelfabrik i Glamsbjerg. En dag kom Ove Østergård (en af Østergårds sønner) og spurgte om jeg kunne tænke mig at komme i lære som snedker, og det var netop lige  det jeg havde drømt om.

Så et stykke tid efter kom “Den Gamle” Østergård cyklende ud til mine forældre og der blev talt lidt om vilkårene som lærling. Østergård fremhævede at en snedkersvends ugeløn var over 100 kr, hvilket imponerede min far.

Der blev skrevet kontrakt på 4 års læretid, arbejdsugen var på 48 timer plus fejning af værkstedet efter fyraften, lønnen var 6 kroner om ugen, “Den Gamle” pointerede at den officielle tarif for 1. års lærlinge var 4 kroner om ugen, men at hans firma ikke var så fedtet.

Den 1. maj 1946 var en stor dag for mig, jeg fik min egen høvlbænk samt værktøj og havde nu titel som snedkerlærling. Det første jeg lavede var et skab til mit værktøj. Den næste opgave var et lille tobaksskab i egetræ.

Jeg tror at jeg havde let ved at lære for jeg mindes ikke på noget tidspunkt at jeg har fået mit arbejde kritiseret. og efter ca.  1½ års tid lavede jeg det samme som de andre svende på værkstedet.

Vi startede kl. 7 om morgenen og som yngste lærling var det mit job at få tændt op i limovnen så limen blev varmet op og vi kunne komme i gang med at lime.

Vi holdt  frokostpause fra kl. 9 til 10.30. og jeg var som regel altid hundesulten. Jeg havde 10 skiver rugbrød med af den størrelse som vi dengang kaldte 8 punds, og af dem åd jeg de 9 skiver til frokosten.

Fra kl. 12 til kl.13 holdt vi  middag hvor de fleste af svendene kørte hjem og fik varm middagsmad. Sådan var det dengang. Ind imellem spurtede jeg de 3 km hjem for  at få mættet sulten.

Arbejdsdagen sluttede kl. 17 og så blev værkstedet fejet i en fart.

Da jeg kom i lære var det kun et år efter at Anden Verdenskrig var sluttet, så der var mangel på næsten alt, fødevarer var rationeret, tøj, sko, cykler og almindelige fornødenheder var næsten umuligt at opdrive. Selv sæbe var en mangelvare, så et stykke håndsæbe bestod af 30 % sæbe og 70% Lillebælts ler.

Cykeldæk fandtes kun på den sorte børs til uhyrlige priser, og de fleste af disse dæk stammede fra cykler som var blevet “skrællet”.

Ja, vi ved alle hvordan man skræller en kartoffel, men en cykel?

Jo, i stedet for en skrællekniv brugte man en svensknøgle. Den stjålne cykel blev smidt på jorden, lyn hurtigt blev møtrikkerne til forhjulet skruet af, og forgaflen bøjet opad så hjulet kom fri. Derefter blev dæk og slange flået af, samme procedure blev brugt til baghjulet. Man kunne skrælle en cykel på godt 5 minutter.

Jeg var så heldig at få et cykeldæk foræret af en af vore naboer. Tak for det Margrethe, det var en smuk gestus.

Det blev brugt til forhjulet på min cykel. På baghjulet havde jeg “fast gummi” dvs et”dæk” lavet af et siderne fra et gammelt bildæk. Det var ikke særligt behageligt at køre på og det larmede enormt, navnligt på Langgade i Glamsbjerg, som var belagt med brosten.

Cykelklokke eller ej, det kunne være lige meget, der var jo ingen som kunne høre den!

Om vinteren gik vi på Teknisk Skole  2 gange om ugen: Mandag aften fra kl 18 til kl.20 og tirsdag fra kl. 13.30 til kl 20 om aftenen.

Min læremester Niels Østergaard havde været officer i hæren under Første Verdenskrig, og det prægede ham stadig. Vi fik lært at banke på en dør, først et tydeligt bank efterfulgt af to hurtige bank af samme styrke. Så blev der råbt kom ind, og når vi så kom ind på kontoret var det af med huen og stå ret og så fremføre sit erinde.

Hans kontor var ikke ret stort der var lige plads til et skrivebord et par stole et par reoler og ovre i et hjørne stod hans sabel fra tiden i hæren. Der var stadigvæk en “kriger” i ham, men nu var det pennen han brugte, når han argumenterede for sine synspunkter.

Han var politisk interesseret, og folketingskanditat for Venstre. Med i forskellige bestyrelser og en arg modstander af den moderne møbelstil, som tonede frem lige efter krigen. Hans pointe var at den moderne møbelstil var en tilpasning af designet til de moderne maskiners muligheder.

Hans hørelse var blevet ødelagt på skydebanen i sin tid i hæren, men han klarede sig ganske godt trods sit handikap.

Det fortælles dog at da han efter et politisk vælgermøde i 1937 eller 38 gik midt på Langgade og diskuterede politik sammen med en del af byens prominente borgere.

Da nogle af disse sprang ud til siden, vender Østergård sig om, og ser 2 lygter, som han opfatter som 2 cykelister, og resolut springer han ind imellem “cyklerne”  -  og blev kørt ned af en langsomt kørende bil!

Da jeg havde været i lære i 2 år kom Østergård og bad mig om at lave en tegning af et stort renæssance skab som han skulle bruge som et tilbud til en kunde.

Det gjorde jeg så og tegningen må have været god, for da Den Gamle så den, sagde han: “Den har du ikke lavet, du har haft Axelsen til at hjælpe dig”.  Men da jeg så bedyrede at det var mit værk stak han mig 50 kr (en halv ugeløn for en svend!)

Når vi kom ind på Østergårds kontor så stod han altid rank foran sit skrivebord i sin brune kittel med masser af blyanter i brystlommen og sivsko på fødderne. Mange gange stod  han og så ud af vinduet somom han talte til et helt kompagni soldater. Og en dag vendte han sig pludselig om mod mig pegede på mig og beordrede: ”Du skal have sølvmedalje”!

Den daglige ledelse bestod af Østergårds sønner Ove og Herluf, Ove stod for samleværkstedet og Herluf tog sig af behandlerværkstedet. Den Gamle opholdt sig for det meste på kontoret, og blandede sig sjældent i den daglige drift.

Da jeg var omkring de 18 år købte jeg en racercykel af Herluf Østergård, men da jeg ikke havde nogen penge blev vi enige om at jeg skulle arbejde 80 timer i min fritid og lave møbler til Herluf.

I dag synes jeg nok at Herluf strammede den rigeligt, men da jeg var syg efter at køre løb gik jeg med til handlen. Det blev nu ikke så meget med cykelløb, men jeg kom da langt omkring til ballerne lørdag aften.

Læretiden var ikke bare arbejde, der var også fritid, og da vi boede tæt ved Søholm Sø badede vi næsten hver dag i søen om sommeren og om vinteren løb vi på skøjter når isen kunne bære.

Vi drenge var som reglen de første som gik i vandet om foråret, men et år blev vi snydt af nogle knægte fra Glamsdalen til stor ærgelse for os.

Næste vinter 1947 var meget kold og der lå stadig is på søen midt i marts, Men søndag d. 4 april 47 indtog vi atter titlen som de første badende i Søholm Sø.

Vi vidste at vandet var iskoldt og derfor styrtløb vi ud, dykkede under og så tilbage med dobbelt

hastighed. Derefter løb vi frem og tilbage og i løbet af få minutter forsvandt kuldechokket og det føltes dejligt






























Glade dage ved Søholm Sø



Østergårds Møbelfabrik startede omkring 1905. Den har sikkert været moderne på det tidspunkt, men firmaet havde åbenbart ikke fulgt med udviklingen så da jeg kom i lære var både maskiner og bygning forældet. Det indebar at mange arbejdsprocesser som kunne have været lavet på maskine blev her udført med håndkraft. På en måde var det et plus for os lærlinge vi fik lært at bruge værktøjet til fulde.

Vi lavede næsten udelukkende renæssance møbler i egetræ, det var en møbelstil som solgte godt under og lige efter krigen, men var nu stærkt på retur.

Den ensidige produktion af egetræsmøbler resulterede i at jeg ikke fik lært at polere med lak, og da et svendestykke dengang skulle være højglanspoleret lå der en vanskelig opgave forude som skulle  løses.


Da jeg manglede omkring et ½ år af min læretid, spurgte Ove om jeg kunne tænke mig at lave et chatol med buet klap i mahogni træ, det var et godt tilbud som jeg tog imod med tak.

Det var helt tydeligt at Østergårds havde store forventninger til min formåenhed, derfor jeg følte mig forpligtet at gøre mit yderste. Så jeg satte “turbo” på, holdt op med at gå i byen lørdag og søndag og passede mit arbejde så godt som muligt.

Jeg lavede tegninger på Teknisk Skole sammen med en anden snedkerlærling Harald Ellekær som også stod for at skulle aflægge svendestykke.

Vi vidste ikke at vi fik karakter for vore tegninger, og alligevel fik vi nogle af de højeste karakterer i Danmark.

Arbejdet på svendestykket skred fremad og de sidste 14 dage blev brugt til poleringen. Polering med celluloselak foregik på den måde at alle flader blev skrabet ned med en skarp ziehklinge, og kunsten var at kunne skrabe uden at overfladen blev “flimret”.

Det problem blev løst på den måde at jeg kun skrabede halvt ned og sleb den sidste del med ganske fint sandpapir og petroleum. Derefter brugte jeg fordeler og til sidst glansvædske, Det tog mig noget længere tid, men problemet blev løst.

Svendestykket stod klar en hel dag før det skulle synes, men jeg kunne ikke bare slappe af og køre hjem og få et velfortjent hvil.

Om aftenen ved 22 tiden dagen før syningen, afprøvede jeg skufferne nok engang, og kom pludselig i tvivl.  Gik de for let?

Man tester om en skuffe går korrekt ved at trække den ¾ ud og så skal den glide ind igen ved et ganske let tryk med en finger helt ude i højre eller venstre side af skuffen.

For at løse det problem åbnede jeg alle vinduerne så der kom gennemtræk i værkstedet således  nattefugten ville få skufferne til at udvide sig en brøkdel af en promille.

(I dag ved jeg at der var ikke noget problem, men som tyveårig har man jo ikke årevis af erfaringer.)

Ved 3 tiden om morgenen kørte jeg hjem lavede mig noget kaffe og var tilbage på værkstedet igen ved 5 tiden og lagde sidste hånd på værket, og nu gik skufferne perfekt!

Harald Ellekær skulle også aflevere sit svendestykke samme dag. Han havde lavet en flot  kommode med “buet mave”. Så vi kørte til Odense, afleverede vore svendestykker på Industripalæet og så bare vente.

Der var 22 svendestykker som alle blev antaget. Nogle få stykker fik karakteren antaget, men størsteparten fik antaget med ros.

Så var der endelig en som fik bronze og nu blev det spændende.Vi vidste at vi lå blandt de bedste, men var vi gode nok til sølv? To fik bronze og da den tredie sidste fik sølv var dagen reddet for os.

En lang arbejdsdag var slut, 40 timer uden søvn og det var en træt snedkersvend som gik til ro om aftenen.

Gunnar Hønborg  

                                                                                    

Tilbage til forside 


Tilbage til register 

Tilbage til forskelligt