Soldat i Itzehoe 1951


Kort efter at jeg havde bestået svendeprøven fik jeg en indkaldesordre om at møde op på Ryvangens Kaserne i København den 11 november 1950 op inden kl. 11.


Det var med blandede følelser jeg tog derind, nu var jeg lige blevet svend og skulle til at tjene penge, og så i stedet ind og springe soldat i et helt år til en “hyre” af 2.25 kr.  om dagen.

I indkaldesordren var der nøje instrukser om hvor lidt man skulle medbring: En hængelås, barbermaskine (ikke elektrisk) håndsæbe,  pudsegrej en kuffert til vort civile tøj, som skulle være ude af kasernens område i løbet af en uge.

Der mødte ca. 160 kommende rekrutter op på dagen, og i løbet af kort tid  blev vi råbt op og inddelt 4 delinger efter størrelse. De længst kom i 1. deling de knap så høje i  2. deling og så fremdeles med 3. og 4. deling.

Dernæst fik vi udleveret udrustning gamle svenske uniformer, som stammede fra den “Svenske Brigade” fra krigens tid. Udleveringen af uniform og arbejdstøj gik hurtigt, våbenmesteren kiggede lige et sekund på os greb et par bukser eller en trøje og meddelte med et overlegent blik i øjet, at den passede perfekt! - Næste!

Vi skulle bo i nogle gamle kaserner fra 1880-90. Sovesalene var beregnet til 20 til 22 mand, som sov i over og underkøje. Der var ingen varme på sovesalene, så dem som lå tættest ved vinduerne oplevede tit om vinteren at tæppet var frosset på grund af deres åndedræt.



Sengene var træsenge med bunde af brædder som lå på tværs og hvilede på en kant på sengesiderne. Ovenpå disse brædder var der en gammeldags madras. Ulempen ved denne konstruktion var at hvis to mand trak udad i begge sengesider samtidig kom bundbrædderne fri af sengesiderne med resultatet at brædder, madras og den sovende person faldt nedad. Det var ret ubehageligt, og det kunne godt være farligt for ham som sov i underkøje, når der pludselig kom 10 - 12 brædder, en madras og en rekrut væltende ned.  -  Men det så sjovt ud!

Vi blev vækket kl. 6 om morgenen ved at en korporal kom brølende: “Så står vi op”!! og en af dem  “Jetjageren” havde en underlig ide med at han altid skulle sparke på 21ves køje.

En halv time efter at vi var blevet vækket trådte vi an på stillepladsen og så gentog den daglige “ceremoni” sig hvor de forskellige delinger blev “afleveret” til en officiant, som igen afleverede kompagniet til vores kaptajn, som holdt en lille peptalk: “at vor opførsel stod noget tilbage at ønske sig” og han havde sikkert ret.

Og alt imens vi stod vi skiftevis ret og rør og  kedede os bravt.

Når så den daglige morgen ceremoni var overstået trådte vi af for at hente vort krus og spisebestik og så trådte vi an igen, denne gang for at blive ført over til en kold spisesal til morgenfodring.




Efter at vi havde fået noget at spise trådte vi atter an på stillepladsen, nogle gange i arbejdstøj eller fuldt feltmæssig andre gange i gymnastik tøj og det var uanset om det regnede eller sneede.

I gymnastik timerne trænede vi i nærkamp og det var mest med bajonetfægtning, for det havde vor krigsgale sergent lært lige efter 1. Vendenskrig. Når vi fægtede var vi iført en kyrasse  en speciel vest, og på hovedet havde vi en hjelm med gitter foran ansigtet. Vi trænede med nogle træ geværer hvor der på spidsen af “bajonetten” var anbragt en rund jernklump med en diameter på ca. 5 cm.

Vor sergent elskede at “vise” sig og det gjorde han ved at befale en rekrut til at tage kampen op imod ham, og så blev den stakkels rekrut mørbanket.

På et tidspunkt kom sergenten dog galt afsted, han havde udset sig en rekrut som var mellem 25 og 30 år, men det viste sig at han havde grueligt fejl af “rekrutten” han var nemlig en tidligere fremmed-legionær, og så var det sergentens tur til at få bank.


Den første tid var noget af en omvæltning fra at være en selvstændig tænkende civilperson til at blive et nummer i en “masse” og skulle agere som en dresseret abe.

Når jeg tænker tilbage kan jeg godt se at det har været noget af en magtkamp mellem “basserne” og befalingsmændene. Det var ikke noget at vi filosoferede over dengang, men der er ingen tvivl om at befalingsmændene inderst inde var hunderædde for at tabe “magten”.

Som et eksempel kan jeg fremføre en lille episode hvor kompagniet var trådt an på stillepladsen under kommando af  kornet H.

Denne kornet var af en emsig og arrogant type, hvor alting skulle være “lige efter bogen” og han havde ikke meget til overs for os “bønder” fra landet.

Der må have været et eller andet galt med 267, en jovial jyde, og blev derfor irettesat af kornetten, men 67 var ikke tabt af en vogn og svarede kvikt igen, som resulterede i følgende ordveksling: “Kan De også sige bøø 67”?  Hvortil 67 svarede: “Ja, osse så kornetten får hjemve”.

Denne replik udløste et latterbrøl fra 160 mand og kornetten havde tabt slaget.






Vinteren 1951 gik med eksersits, brobygning, skydning mineudlægning samt rydning ind imellem var vi på marchture. Normalt var det således at vi kunne se på dagsbefalingen hvad vi skulle foretage os næste dag, men vi kunne aldrig stole på det og mindst en gang om måneden var vi på stroptur, det vi

andre kaldte  for røvture. 



Normalt foregik det på den måde at “Svarte Lorens” ved morgen appellen

beklagede sig over at vi var blevet dovne, slappe, fede, ugidelige og en hel masse andre uhyrligheder.

Så blev det kommanderet “højre om  - kom i løb” og ud på Vognmandsmarken og så var det “falde ned og falde op” i en uendelighed og det var åbenbart en fryd for dem især hvis de kunne finde nogle steder hvor der var godt med vand og pløre.

Så skulle vi mave os frem og rulle rundt i pløren.

Jeg husker en gang hvor vi var på en røvtur i fuldt feltmæssig udrustning med våben, stålhjelm rygsæk m.m. blev pløret fuldstændigt til og da vi så endeligt blev aftrådt gik vi direkte ind under de kolde brusere og fik skyllet pløren af med det resultat at alle afløbene fra badeværelserne var stoppet et par dage. Så var det kaptajnens tur til at forklare sig.


















 


Fra v. øverst: 364 - 289 Karetmageren nederst Bageren

                                               

                                Midterste billede: øverst 364 og nederst 430

                                    

                                                  Højre billede: Øverst 307 - Nederst: Malberg



Ind imellem var vi på marchture fuldt feltmæssig og da jeg var maskingeværskytte havde jeg mit "Jomfru Madsen" på skulderen. Det vejede næsten 10 kg og selv om at vi fik lov til at skifte skulder en gang imellem så var det ret ubehageligt after en 15 - 20 km. Så fandt jeg på at afmontere geværpiben så vægten kom ned på godt 6 kg. Befalingsmændene opdagede aldrig dette "nummer", men der var altid den risiko at vi skulle skyde med løs eller skarp ammunition så det var et spørgsmål om at tolke dagens øvelser.


Da vi nåede foråret 1951 blev vi sendt ned til Den Danske Brigade i  Itzehoe Tyskland.

Det var på alle områder en væsentlig forbedring af soldaterlivet.

Vi blev inkvarteret på en moderne kaserne med 6 eller 8 mands stuer med parketgulve og  gode senge, et lille bord og stole samt et skab til hver enkelt mand, og en væsentlig forbedring i forhold til Ryvangen: Badeværelser med varmt og koldt vand.

Så fandt vi ud af at nu manglede vi bare en radio, og som stueformand anmodede jeg kaptajnen om tilladelse til at have radio på stuen, - og til min forbløffelse fik vi ja, men vi måtte ikke bruge den længere end til kl 23.

Vi lyttede mest til Radio Luxenborg, og jeg har mange gange faldet i søvn til: Good night Irene, I`ll see you in my dreams og sovet sødt indtil en støvletrampende sergent kom råbende om at nu var det tiden at komme på højkant.


Kostforplejningen i Ryvangen var ikke noget at råbe hurra for. Vi havde et mundheld som gik på: "Lev stærkt, dø ung - spis hos Mylenberg"!

Så var kantinen i Itzehoe derimod noget af en overraskelse, maden var  rigtig god, vi fik en gratis øl til middagen, og vi slap for at blive ført til spisning under kommando.

Øvelsesområdet var meget større og bedre her og desuden var vi på flere øvelser rundt om i Tyskland, og et af de steder var Putlos ved Østersøen.

Her skulle vi op og skyde med skarpt, Malberg og Karetmageren havde hentet ammunition hos våbenmesteren, køretøjerne blev læsset og vi kørte til skydebanerne ved Putlos.

Men ak og ve der blev ikke nogen skarpskydning, vi havde fået patroner som passede til engelske Enfield geværer og ikke til vore amerikanske Garrand geværer.

Premierløjtnant Erichen var rasende og skældte ud på Malberg og Karetmageren over at de ikke kunne tænke sig til at man ikke kunne bruge disse patroner.

Hvortil at Malberg svarede at premierløjtnanten selv havde sagt:  at vi skulle bare adlyde ordrene - tænkningen skulle de nok tage sig af.

Takket være de forkerte patroner blev der tid til lidt badning i Østersøen.























Fra d. 15 til 21 juli deltog Den DanskeBrigade i en stor manøvre ved navn Skandia sammen med engelske, norske, styrker. Selve øvelsen foregik i det centrale Tyskland tæt op mod grænsen til Østtyskland.

Vi fik alle vore køretøjer transporteret til Paderborn med jernbane og derfra indgik vi manøvren.

Nordmændene og os var Rødt parti, som skulle forsvare nogle områder omkring Detmold imod angreb fra Blåt parti som var englænderne.

Der har nok været en overordnet plan, og vor kaptajn burde have givet os en lille smule orientering om hvad der var sket i det forløbne døgn. Vi flyttede bare når vi fik ordre og det var oftest med øjeblikkelig afgang.

Da vi en aften havde regnet med en god nats søvn, kom der pludselig ordre om afgang og i løbet af 15 - 20 minutter var vi på landevejen igen, - undtaget vor officiant Bottos som var havnet på en nærliggende kro. Han dukkede op "temmelig træt" på vor nye rasteplads næste dag klokken 11 efter at have gået 42 km.

En anden gang var min hjælper


til maskingeværet 367 ene mand sat på vagt ved en bro i nærheden af vor lejr. Han skulle have været afløst  ved 18 tiden, men så kom der pludselig ordre om afgang og kompagniet glemte alt om 67. Næste dag gik det op for vor kaptajn at vi manglede en mand, men hvor skulle man lede efter ham??

På tredie dagen dukkede 67 op igen, han havde mødt nogle englændere, som han fulgtes med et par dage, og da de fandt ud af hvor vi var, blev han kørt tilbage til vor lejr.


Efter denne manøvre tog vi tilbage til hverdagen i Itzehoe indtil vi i begyndelsen af August måned hvor vi rejste ned til Rottefængerbyen Hameln. Vi skulle på et engelsk brobygnings kursus i ca. 3 uger.  Vi kom til at bo i en teltlejr i et engelsk militærområde et par km udenfor byen.

Vor teltlejr bestod af svenske militærtelte som var beregnet til 18 - 20 mand. Teltet var cirkelrundt og i midten var der en kombineret teltstang og kakkelovn. Om natten sov vi alle sammen med fødderne ind mod skorstenen.



Hver mand havde sin udrust

ning liggende helt ude ved teltvæggen.

Hameln er en spændende by med mange gamle  bygninger og smalle krogede gader og hyggelige ølstuer.

Så vidt som jeg husker havde vi lov til at være ude indtil kl. 23, men det var altid nogen som havde  kigget mere på ølglasset end på klokken.

Og det skete også for min side sengekammerat, som ved 24 tiden kom kravlende hen over alle stålhjelmene og rygsække og vækkede det halve af teltet. Da der atter var ro i teltet kom der nogle mærkelige lyde fra ham og lynhurtigt fik jeg fat på hans stålhjelm og fik den  skubbet ind under hans hoved i sidste øjeblik. Da han så havde "tømt af" satte jeg forsigtig hjelmen helt ud til teltkanten og lagde mig atter til ro.

Men - men en uuholdelig dunst fra hjælmen kom snigende, og så ræsonerede jeg at det nok var bedre at ligge med hovedet ind mod teltstangen, men ak og ve igen, sidemanden havde de sureste tæer i kompagniet.


Baily Bridgen er en genial amerikansk opfindelse, som blev brugt under Anden Verdenskrig

Den består af en hel masse forskellige elementer som samles på brostedet. Ingen af disse elementer er tungere end at 8 man med løfte dem.

Det smarte ved denne feltbro var at den blev samlet på den ene side af en flod. Først placerede vi et sæt kraftige ruller som broen skulle køre på. Så startede vi med at samle siderne og forbandt dem med tværdragere. Efterhånden som der blev kobles sektioner på  skubbede vi broen ud over floden. Når så den forrest del var nået over på den anden side af floden, kravler soldaterne over og etablerer fast underlag for broen.





Det geniale ved Baily Bridgen er at den som let feltbro kan bygges med håndkraft i løbet af et par timer af en deling på 24 til 30 mand

Skal broen bruges til tunge køretøjer som f.eks. tanks kan den bygges i flere etager, som vist på billede. Efter 3 ugers undervisning og træning byggede vi denne bro uden brug af kraner eller andet mekanisk hjælpegrej.

Baily Bridgen bruges stadig rundt om i verden oftest som nødbroer.

Da vi for nogle få år siden besøgte Wells Gray parken i British Colombia havde vi fornøjelsen at køre over en 14 dage gammel Baily Bridge. Den eksisterende bro var blevet skyllet bort som følge af kraftige skybrud.


Da vi kom tilbage til Itzehoe hørte vi rygter om af vi skulle sendes til Korea som fredsbevarende soldater.

Vi var meget usikre, hvad var virkligheden?  Og da vor premierløjtnant Erichen en dag holdt en tordentale til os, hvor han bandede og svovlede og bedyrede, at han nok skulle sørge for at vi kom i form inden vi skulle til Korea.

Ja da gik der et koldt gys igennem hele kompagniet.

Senere hen viste det sig at regeringen havde givet tilsagn til Nato om fredsbevarende soldater til Korea. Men i eftersommeren 51 kom der melding fra Washington at de ikke behøvede vor hjælp.

I slutningen af oktober rejste vi tilbage til Ryvangen, hvor vi i de næste 14 dage afviklede kompagniet og aftrådte som civile i begyndelsen af november.


Da vi var til vort 50 års soldaterjubilæum havde vi fornøjelsen at møde vor daværende premierløjtnant Erichen, han var i årene derefter steget i graderne og gik af som oberst.

Han var en af de få befalingsmænd vi vi respekterede, han var soldat, kriger, gentleman og et godt menneske, som helst ville undgå at indberette os for forsømmelser og deslige.


Gunnar Hønborg


Tilbage til forside


Tilbage til Forskelligt 


 Tilbage til register 

Soldater billeder